Så burde foråret trods alt være godt igang.
Istedet kan jeg kigge ud af mit vindue nu, på regn, rusk og kulde.. Det harmonerer ikke lige med min opfattelse af, hvad godt vejr er.
Men, intet er nu så skidt at det ikke er godt for noget, og så er der da tid til at opdatere hjemmesiden istedet.
Stævnesæsonen er nu så småt gået igang. Fókus har været med til Barthahus' ministævne, i 4.1 for første gang.
I udtagelsen gik han til 5,17 - nok mest en 'pilotfejl'. Vi blev nr. 6 efter udtagelsen, og lå lige uden for finalen. Til vores held, var der dog en der valgte at trække sig, og dermed blev der plads til os i finalen.
Der gik det pointmæssigt noget bedre, men Fókus har godt nok fået meget vilje vinteren over, så det gik lige spændende nok for sig under galoppen, men vi kom dog ud med 5,43 i snit - virkelig flot for så ung en hest!
Ísak er stadig hos Rasmus, og træningen går planmæssigt. Der er ingen store udsving i hans præstation, og han er blevet fin løs.
Vi var jo ovre og se ham i Januar, og er blevet meget positivt overraskede over den kraftfuldhed der er kommet på hans gangarter, især passen er blevet super god, og er meget lovende mhb. ovalbanen senere hen.
Vi besøger ham igen til April, op til kåringerne.
Så er der kun en måned til at vores hoppe Týra har termin.
Hun er drægtig med Seth, og er meget stor og meget gravid - så Týra synes i øjeblikket at det dér med at bevæge sig, er stærkt overvurderet. Men hvorfor skulle man også det, når man har to bodyguards, aka shetlandsponyerne, til at ordne verdenssituationen?
Hun har i et stykke tid delt boks med den ene pony, men nu hvor terminen nærmer sig, får hun mere ro, og unghopperne flytter lige straks fold også, så hun har ro til at fole når hun skal.
Vi diskuterer meget navne herhjemme i øjeblikket, hvilket ikke er nogen nem beslutning. Alle Týras tidligere børn har haft plante/blomster-navne, og det tema vil vi gerne holde, så listen snævrer sig da lidt ind efterhånden.
Planen er at ifole hende i år med Ísak, men vi venter formentlig til Juni, da et April-føl er lige tidligt nok, hvis de her vintre har tænkt sig at fortsætte.
Stalden er i øjeblikket bugnende fuld af gode heste, og vi har en hoppe inde på prøve, mhb. på eventuelt at låne hende for en længere periode til stævner.
Hoppen er tilmeldt Thors Forårsstævne og Thors Bededagsstævne i T.5, og det skal nok blive spændende for hun har en rigtig god tølt.
Fókus er tilmeldt Drive in d. 2. April i 4.1 og T.1 - og det er jo lige om lidt... Så der trænes!
Derudover er der jo også Flyinge Isheste i slutningen af April.
Fókus' lillesøster, Litla-Bleik fra Jørgenssæde, bor i øjeblikket hos os. Hun er i træning, og skal til vejledende bygningskåring til April, for at afklare om hun måske skal til en rigtig bygningskåring i Herning.
Hun er meget lig Fókus, både i væremåde og i udseende, så hun har jo allerede en plads i vores hjerter. Og så ser det endda ud til at hun måske kan leve op til storebror's gangartspotentiale, men det må tiden vise.
I weekenden står den på Dommernes Forårsseminar, som virkelig har et spændende program.
Der er booket en del stævner ind i år, hvor Stine skal dømme, så forhåbentlig er det muligt at gå til evaluering som lokalklubdommer senere på året...!



